BLOG

En dårlig kundeoplevelse kan skabe god forretning!

Jeg købte i lørdags en T-shirt og troede, det var en god handel. Det var det så ikke, men enden på historien blev en rigtig god fortælling om kundeservice og service recovery.

En lørdag i Rødovre Centrum

Det er lørdag formiddag, jeg er blevet sendt i byen med shoppinglisten og besked om først at komme hjem, når jeg har købt det hele! Det tegnede til en la..aang formiddag, suk.

Undervejs gennem Rødovre Centrum kom jeg forbi Tøjeksperten, og der var tilbud på såkaldte Granddad T-shirts – med knapper foran og lange ærmer, lidt som gammeldags herreundertøj, men meget moderne i dag, så sådan en måtte jeg jo selvfølgelig have. Det gælder jo om at følge med, ikke mindst når man selv er i Granddad kategorien! Så ned i posen med den, kun 300 kroner, fundet for de penge.

Og den fandt nåde for fruens øjne, da jeg kom hjem med den – en sikker win-win situation.

Næste mandag aften i Valby

Ser samme T-shirt på tilbud i Tøjeksperten, men nu til det halve af den pris, jeg betalte i Rødovre – jeg kunne endda få to for 300 kroner!

Senere samme mandag aften

Skriver til kundeservice på Tøjeksperten.dk og beklager mig – beder om refusion af 150 kroner eller en T-shirt mere uden beregning. Forventningerne er måske ikke så høje, men man har jo lov til at leve i håbet?

Tirsdag morgen

Og tirsdag morgen, før jeg overhovedet havde fået øjne, lå der svar – selvfølgelig, det var en fejl, jeg kunne bare henvende mig i Rødovre forretningen og få en T-shirt magen til uden beregning. Det er god og hurtig kundeservice.

WOW oplevelsen kom, da jeg om eftermiddagen blev ringet op af forretningen i Rødovre – ”det er Kurt – hvornår kan det passe dig at komme forbi og hente den?”

WOW – det havde jeg ikke regnet med.

Læring

God og hurtig kundeservice holder på kunderne – men WOW oplevelser skaber positiv omtale (som i dette indlæg), og det skaber mere forretning – for jeg kommer tilbage, og jeg anbefaler forretningen til andre. God Service Recovery er en af de bedste måder at skabe glade kunder og ambassadører på.

Torsdag den 16. marts uddeler Wilke Kundeservice Awards 2017. Du kan læse mere om arrangementet og tilmelde dig her: www.kundeserviceaward.dk


 

Wilke er et konsulenthus med speciale i kundeforståelse og omsætning af kundeforståelse til bedre forretning for vore kunder. Som sådan ligner vi så mange andre konsulentfirmaer og analyseinstitutter, men det, der gør os mere effektive, er, at vi arbejder med velafprøvede og validerede modeller for, hvordan man omsætter forståelsen direkte til bedre forretning. Vi lægger vægt på forretningsforståelse og har derfor organiseret os med en række seniorkompetencer, som kommer fra erhvervslivet med stor erfaring fra den verden, du sidder i. Og så nøjes vi ikke bare med at levere forståelsen – vi involverer os også i din forretningsløsning og implementeringen af den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

     

Vil du vide mere?

Kontakt os på tlf. 70 10 20 80 eller skriv til hej@wilke.dk