BLOG

De digitale indfødte er til fare – både for sig selv og andre!

De unge danskere, dem under 25 år, kaldes ofte de digitale indfødte – fordi de er født med og ikke før internettet, vokset op med smartphones, tablets og mange andre digitale devices. Vi tror de er verdensmestre på de media vi andre fumler med, og det er de sikkert også. Men de er også en generation, som faremæssigt lever på kanten, for de har aldrig fået undervisning i færdselsreglerne.

Jeg var i studiet hos Radio 24/7 i programmet Aflyttet som blev sendt søndag eftermiddag – et program om skæg og blå briller, sikkerhed og meget andet. Indslaget handlede om danskerne og digital sikkerhed, med udgangspunkt i en Wilke-undersøgelse om danskernes adfærd på nettet. Du kan høre hele podcasten længere nede i dette indlæg (jeg er på ca. 7 minutter inde i programmet).

Der er mange interessante konklusioner fra Wilkes undersøgelse, men 3 hovedkonklusioner er værd at hæfte sig ved:

  • Danskerne mangler generelt digital dannelse – vi ved for lidt om gode adfærdsregler på nettet og på digitale devices.
  • Vi er sløsede i vores omgang med NemID nøglekort og passwords og en foruroligende andel af os har prøvet at klikke på links i phishing mails.
  • Og mest udpræget gælder dette for de yngste voksne netbrugere – de 18-25 årige.

Og det er paradoksalt, for netop denne aldersgruppe er dem vi plejer at kalde digital natives – de digitale indfødte – dem, der agerer som hjemmevante på nettet og på digitale devices, det være sig pc, tablets, smartphones, SmartTV’s og meget meget andet digitalt.

Men hvorfor er det sådan?

Man kan sammenligne det med at lære at begå sig i trafikken.

Jeg er selv far til to digital natives, og da de var små lærte vi dem at se sig for i trafikken, overholde de gode cykelregler, ikke at gå overfor rødt og alle de andre vigtige færdselsregler. Og de fik det senere indlært i skolen til cykelprøver og senere hen i livet, da de tog kørekort. Kort sagt, de fik lært om egen og andres sikkerhed.

Paradoksalt nok har vi taget det for givet, at så kunne de selv finde ud af at begå sig på den digitale motorvej. Ikke på noget tidspunkt i de tilsammen over 35 år mine to digitale indfødte har befundet sig i uddannelsessystemet, har de fået undervisning i digital sikkerhed, selvom man netop på nettet kan komme alvorligt til skade – ikke fysisk, men økonomisk og personligt/socialt. Man kan selvfølgelig sige, at der er forældrenes opgave, men hvordan skulle blinde kunne lære de seende om farverne? Og netop de blinde agerer med forsigtighed i trafikken.

Jeg sad i slutningen af november til en konference om kryptering og digital sikkerhed og der hørte jeg bl.a. to indlæg fra internationale IT-sikkerhedsfirmaer, hvor begge indlægsholdere pointerede, at så meget som 40% af de officielt kendte hackerangreb på virksomheder og institutioner kan føres tilbage til medarbejdernes ”uhensigtsmæssige adfærd” – de har klikket på noget, de ikke burde klikke på eller de har givet information fra sig, de ikke burde have givet.

Når man ikke kender færdselsreglerne er man til fare – ikke kun for sig selv men også for andre!

 

Indlæggets forfatter sammen med studievært Anders Kjærulff på Radio 24/7 programmet Aflyttet. Og nej, Anders er ikke ved at kaste en rød brandslukker efter mig – han gemmer altid sit ansigt på billeder, i dette tilfælde bag en brandslukker.

Indlæggets forfatter sammen med studievært Anders Kjærulff på Radio 24/7 programmet Aflyttet. Og nej, Anders er ikke ved at kaste en rød brandslukker efter mig – han gemmer altid sit ansigt på billeder, i dette tilfælde bag en brandslukker.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

     

Vil du vide mere?

Kontakt os på tlf. 70 10 20 80 eller skriv til hej@wilke.dk