BLOG

Blålys og nytårsforsæt

Wilke ønsker God jul og godt nytårSå er vi her igen – denne tid på året – hvor nytårsforsætter og skåltaler giver mennesker, virksomheder og samfund fornyet håb om noget bedre, rigere og smukkere når blot to blålys og et par heksehyl har markeret det nye år. For rigtig mange bliver det korte kalorier af pral og selviscenesættelse, der som sukkerknalder giver et lille energidrøn, før de fiser op i den blå luft af kommunikation og således er glemt inden udgangen af januar.

Forandringen går hurtigere, kompleksiteten stiger og derfor vokser sværhedsgraden i beslutninger i virksomheder, organisationer og institutioner. Det er et grundvilkår i vores samfundstype. Når det konjunkturelle erhvervsklima ovenikøbet er koldt, vokser disse udfordringer mærkbart, og tvivlen om beslutningers kvalitet kommer i fokus.

Jeg fornemmer en elementær begrebsforvirring på den begrebsmæssige trappestige fra data, over information til indsigt. Man kunne også kalde det vidensamfundets Maslowske behovspyramide (det var den med de fysiske menneskelige behov i bunden og selvrealiseringen i toppen).  I vidensamfundets behovspyramide er data i bunden, information i midten og indsigt i toppen. Vi har masser i bunden, men har vi nok i toppen?

Selv i helt store organisationer har man ikke klare planer for at omdanne data til meningsfuld indsigt. Tilfældigheden råder. Det viser sig som tvivl om det rette beslutningsgrundlag, som vanetænkning om kilder til indsigt, som udskudte beslutninger, som fejlbeslutninger eller – worst case – som ingen beslutninger. De tvivlsomme beslutningsprocesser rummer et for stort element af spekulationer og et for lille element af fakta.

Befinder vi os overhovedet i et videnssamfund, når den virkeligt værdifulde viden stadig er en mangelvare?

Jeg oplever ofte at ledere betoner vigtigheden af indsigt og fakta, men oplever samtidigt at der kan være langt fra intention til adfærd og dermed at sætte handling bag ordene. I Wilke har vi en mission om at give vores kunder konkurrencekraft ved hjælp af værdiskabende indsigt og på samme tid bidrage til at accelerere kommercielle initiativer hos vores kunder – hvad enten det handler om relation, optimering eller innovation.

Vores mission er langt mere end et nytårsforsæt, men nu da vi er ved denne tid. Mit nytårsforsæt er at bidrage til at professionalisere arbejdet med indsigt i dansk erhvervsliv til glæde for virksomheden og gavn for samfundet. Og det vil jeg gerne skrive under på, holdes ansvarlig for, selv efter at to blålys og et par heksehyl har markeret 2013.

God jul og godt nytår.

 

Billede: ~K~ via photopin cc

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

     

Vil du vide mere?

Kontakt os på tlf. 70 10 20 80 eller skriv til hej@wilke.dk